Med Ikast-AM ved gardasøen 2011

 Efter sidste års succes var der i år 29, der havde meldt sig til klubbens Italiens/Gardatur. Ugen var igen den uge der gik hen over Kr.Himmelfart, men faldt i år næsten en måned senere, hvilket gerne skulle give hele turen bedre vejrbetingelser. 29 deltagere fyldte 7 biler plus en kassebil til cyklerne. De første 20 deltagere skulle gerne være pådestinationen senest lørdag middag d. 28. maj.

Lars skulle flyve derned, og ankom lidt senere lørdag, og i løbet af nogle dage ville de sidste så dukke op og i alt ville vi blive 22 cyklende og 7 ikke cyklende deltagere.

For mit/vort vedkommende betød det planlagt afgang fredag den 27. maj kl. 18,00, hvor vi så mente at kunne nå det hele uden stress. Og alt forløb efter planen. Vi samlede Jens Peter med familie (Gitte og Christoffer på 13) op og kørte ud af byen kl. 18,00 prc. Kun afbrudt af en kort pause ved grænsekiosken, optanknings- og tissepauser, kunne vi spise morgenmad i Brennepasset før 08,00 næste morgen – og endnu 3 timer senere rullede vi ind på P-pladsen ved Hotel Marco-Polo i Garda by.

Lørdag d. 28. maj. /  Ankomst/indkvartering.    1. cykeltur – ”Murænebakkerne”

Vi var faktisk de sidst ankomne, men dog i så god tid, at vi både nåede at få samlet cykler og tømt bilen, inden ”Elenor’s catering” nåede frem med de lækre sandwich.  Igen havde vi aftalt med Joachim (Bike Italien), som havde været involveret i en god del af planlægningen, at vi gerne ville have sandwich, når vi arriverede på stedet. Da Joachim selv var på cyklen med andre cykelgæster, var det Elenor (Joachims meget kønnere halvdel), der havde vundet tjansen med at servere sandwich og sodavand for os.

Allerede mens vi spiste,  havde vi turens første punktering. Cyklerne var samlet, dækkene pumpet (måske for hårdt) og måske var der et fælgbånd, der ikke sad 100 % korrekt?  Under alle omstændigheder eksploderede Torbens dæk til stor underholdning for alle.

Værelserne var herefter klar til indflytning, og nøjagtigt som skrevet i programmet, havde alle klædt om, og stod klar til afgang på den første cykeltur, kl. 14,00.  Imponerende timing, som faktisk fortsatte ugen ud, og også betød, at vi i det store hele undgik en irriterende ventetid.

Turen gik syd for Gardasøen, og var dermed uden de store højdeforskelle. Landskabet her er gammelt murænelandskab, hvilket til gengæld betyder der heller ikke er noget, der er helt fladt. Så vi trodsede manglende søvn og lidt trætte ben, og kørte lige godt 100 km, som alligevel løb op i  926 højdemeter.

 Først mod syd til Bardolino, hvor vi søgte lidt længere øst for søen, men stadig mod syd, gennem Custoza til Vallegio Sul Mincio og Borghetto. Vi bevægede os i et område med mange mindesmærker og slotte/borge, og var selvfølgelig en tur oppe på det gamle Castello Scalegiehri og inde og vende i den hyggelige by Borghetto.  Turen vendte nu mere mod vest, hvor vi lige var inde i den lille by Castello Largusello og få fyldt flaskerne ved byens vandpost. I Solferino, kørte vi over den gamle slotsplads, med den fantastiske udsigt, og vendte nu snuden mere mod nord og nordøst, hvor turen gik gennem Pescheria, og direkte mod nord gennem Lazise og Bardolino, langs søen hjem til Garda.

Så var vi i gang! Vejret havde været helt i top, og vi glædede os til de kommende dage, som alle ville bringe flere højdemeter end denne første tur. 

Hotel Marco-Polo var valgt i år for at få en lidt højere standard på aftenmåltidet. Hvilket holdt helt stik. Blot skal man lige vænne sig til, at man hver aften skal bestille menuen til efterfølgende dag, hvilket forudsætter man ikke flytter for meget rundt ved bordene.

Søndag d. 29. maj   /  ”Passo Santa Barbara.”

Fantastisk at trække gardinet til side og blive mødt af den blå himmel.  Det kunne kun blive en god dag. Starten var hver dag fastsat til kl. 09,00, og kun ganske kort efter rullede vi ud fra hotellet, og fulgte vejen langs søen mod nord. Planen var at køre rundt om ”Monte Baldo”, hvilket indebærer at køre til Riva og Arco ved søens nordspids, op over Passo Santa Barbara – ned til ”Mori” og hjemad mod syd langs floden Adige.

Undervejs nord på var der lige et kort foto-stop ved ”verdens korteste flod” – ”Aril” – som udspringer i ”Brenzone” og efter kun 175m løber ud i Gardasøen.  Herefter kørte vi videre gennem ”Torbole” og ind i ”Riva”, hvor vi lige efter floden ”Sacra” (Gardasøens vigtigste tilløb), drejede nordpå  og fulgte cykelstien til Arco. I Arco krydser vi floden igen, og efter lidt søgen lykkedes det os at komme ind på den rigtige stigning. Inden opkørslen havde vi fået oplyst, at stigningen var lukket p.g.a. af en cykel-konkurrence, men dels startede vi meget tidligere end konkurrencen og dels kørte de kun et kort stykke op, så vores tur forløb uden problemer.

Udover at være en meget flot opkørsel, med flere udsigter over by og sø, er ”Passo Santa Barbara” en heftig sag. 15 km hvor det stiger 1070m. Gennemsnitsstigninger er over længere perioder over 10% og specielt midtpå, snerper det et par gange, hvor måleren siger 15 – 16%.  Alle havde endnu forholdsvis friske ben, så der blev lagt godt fra land.

I passet er det stor set intet, bortset fra en restauration og en vandpost, men i det gode vejr og med den gode udsigt er ventetiden intet problem. Allerede efter kun 20 minutter var vi samlet og klar til nedkørslen. 14 km som vi havde glædet os til. Fin vej, og fantastisk udsigt. Stort set ingen farlige ”pletter”. Sidste år var der ingen, der så ret meget under nedkørslen.  Regn og hagl, gjorde nedturen kold og farlig, så vi skulle koncentrere os meget, og så faktisk kun asfalt.

Fra ”Mori” gik det videre til ”Avio”. Vi havde længe spejdet efter et sted at indtage noget spiseligt. Så en lille café blev indtaget. Udvalget var ikke stort, men en Pizza-slice og en stor cola gør underværker. Café-værtinden havde virkelig fået en udfordring, med kun en lille micro-ovn, og mange kunder i butikken!

Nu var der kun 40 km hjem, så vi ringede hjem med forventet ankomsttid, så ”After-bike-baren” kunne stå klar. Hanne, Jette , Esther, Gitte og Christoffer, havde indvilget i at gøre klar til en kold øl og chips, umiddelbart efter hjemkomst, hvilket var en fantastik hyggelig ting.  Lige få lov at mødes på ”bagtrappen”, snakke hele turen igennem igen, og mobbet de, der skulle mobbes.  En god lille ”tradition”, som fortsatte ugen ud, og som var med til at gøre denne tur til noget særligt. ”Tak skal i ha´.”

135 km og 1619 højdemeter blev det til.  – og så var klokken kun 16,00, så der kunne stadig nås en tur i poolen, en lille tur i byen, eller ½ time på ryggen eller i baren?

En gennemgående aktivitet for ugen blev også, at de der gad, efter aftensmaden kort kunne høre om morgendagens plan. Denne aften blev der fortalt om ”De 4 søer”.

Mandag, d. 30. maj   /   "De 4 søer."

Turen ville ikke blot blive ugens længste, men også den smukkeste, mest varierede og spektakulære tur. Alt starter med færgen fra ”Torri Del Benaco” til ”Toscolano”, efter ca. 8 km cykeltur. Mens vi venter på færgen, dukker både  SCK Kolding og Viborg op. Begge med samme ide om at køre på den anden side søen.

Kolding havde planlagt næsten samme tur som os, men ville køre uden om tunnellen hjemad og ned af ”Ponale”. En vej som falder små 300 m over 2 km, på et underlag som jeg mener er mest egnet til MTB.  Joachim havde planer om et endnu uprøvet pas, og som vist fik den konsekvens, at han først nåede hjem kl. 20.00?.  Vi andre holdt fast ved, hvad vi kendte og vidste fungerede.

Færgeoverfarten varer c. 20 min. Og med krystalklar udsigt, som i dag, en ren fornøjelse.

Vi var nu i ”Lombardiet”, og fra ”Toscolano” går det nordpå langs søen til ”Gargagnano”, hvor Gardasøens smukkeste stigning begynder. De første 7 km med konstant 6-7% stigning og en fantastisk udsigt.  Herefter flader det ud over nogle km, indtil dæmningen ”Ponte Cola”, som opdæmmer søen ”Valvestino”, og som leverer elektricitet til hele området. Herefter igen 9 km opkørsel, indtil vi efter 27km når ”Capovalle” og ”Passo San Rocco” i 946 m højde.

Herefter en forrygende nedkørsel, hvor der især de første km er fuld fart på. 10 km som ender ved søen ”Idro” og byen af samme navn i 368 m højde. Vi kører rundt om søen, og efter en gang spaghetti på en hyggelig café, kører vi videre, og følger dens bred mod nord, over 10 km. Nord for søen kører vi mod ”Riva”, som betyder, at vi skal over endnu et pas: ”Passo di Ampola” i 747 m.   Opkørslen er dramatisk med klipper hængende ud over vejen, men utrolig flot. Selve passet er derimod lidt kedelig, og vi lavede opsamling på noget, der ligner en trælast.

Herfra går turen ned gennem ”Ledro”, og langs den meget flotte sø af samme navn. Videre gennem et par mindre byer for til sidst at køre gennem en 6 km lang tunnel.  Lige før tunnelen er der et par skilte, som fortæller det måske ikke er helt lovligt, men på den anden side er der ikke rigtigt andre muligheder. En mindre vej (sti) går direkte ned til vandet ”Via Ponale”, men det er +10 % på grusvej.

Vi havde også kørt turen sidstte år, og ikke alle var helt begejstrede for tunnelen. Men det er kun 7-8 min med ca. 50km/t og hele vejen er den godt oplyst, så det gik. På modsat side samlede vi op og kørte samlet gennem Riva by. Så var der kun 40 km tilbage, hvilket kan være hårdt nok, med ”Ora”, som er vinden, der altid blæser fra syd om eftermiddagen,  lige i synet. Men med fælles hjælp, og tanker om den kolde øl, der ventede hjemme på ”bagtrappen”, gik det fint.

Vi havde været undervejs i over 8 timer. Havde cyklet næsten 150 km og 1730 højdemeter, så nu skulle der fyldes energi på til næste dag.

Tirsdag d. 31. maj.   ”Prada”

Kim, Lene, Brian og Heine (Kims svigerfar, som var uden cykel) havde kørt hele natten, og ankom tidsnok til at spise morgenmad sammen med os andre, og ved fælles hjælp blev deres cykler hurtigt samlet.  Efter gårsdagens lange tur, var planen for dagen lidt færre km, men dog med en del højdemeter.

Der er flere veje op til Prada, og der var frit valg ml. 2 forskellige. Torben guidede den ”jævnt stigende tur”, som gik gennem ”Albisano” og  ”San Zeno”.  Jeg, den anden lidt mere udfordrende, fra ”Brenzone” til ”San Zeno”, hvor højdemåleren i perioder viser 23% - 24%.  Alle var advaret på forhånd, men måske vidste ikke alle hvad det betød. ! Dét gør de nu !!!

Planen var vi skulle mødes i ”San Zeno” på café’en, men vi var lidt (en del) forsinkede – så for vores vedkommende blev det først kaffetid, da vi nåede helt op til Prada i 1070 m højde.

Vi havde da kun kørt 46 km, så for at få lidt flere km på bogen kørte vi hjemad over ”Lumini”, ”Caprino” og via den lille serpentinervej fra ”Albaré” ned til ”Bardolino”, så vi ankom til ”Garda” fra syd.

Igen var vi tilsmilet af vejrguderne, og med kun 80 km og 1770 højdemeter var vi hjemme allerede kl. 14,00, så der var rigeligt tid til at finde en frokost nede i byen. Efter et hurtigt bad, fulgtes de fleste af os ned på strandpromenaden, hvor vi fandt ind på én af de mange hyggelige små restaurationer.

Onsdag d. 1. juni.   ”Peri-Fosse”  & vingården ”Monte Zovo”.

Første kig ud under gardinet, var ikke særligt opmuntrende. Vi vidste det godt allerede inden, for vi havde hørt lyden af torden, silende regn, samt vand der plasker. Heldigvis havde uvejret toppet, og allerede efter morgenmaden, så det bedre ud.  Vi havde ingen hast med at komme af sted, så først mod kl. 09,30 var vi ved at være klar til start. Der var det til gengæld også næsten holdt med at regne, men stadig vådt og mange pytter.

Igen havde vi lagt op til at dele gruppen i 2, og tilbyde en rute, som var noget hårdere.  Peri/Fosse er en af klassikerne hernede, men for de der sidste år havde kørt den, og måske gerne ville lidt mere, var der mulighed for at køre ”Passo Fitanze” i stedet for. Starten på opkørslen lå lidt længere væk, men med lidt planlægning, ville vi ende i Fosse på ca. samme tidspunkt. Den planlægning slap vi helt for, for med den vejrudsigt, tjekkede alle ind på Peri/Fosse-turen, som var den korteste.

Vi kørte gennem ”Bardolino”, og over floden ”Adige” til ”Sant Ambrogio”, hvor vi kørte nordpå parallelt med Brenner-motorvejen og floden til ”Peri”. Ved opkørslen møder vi det lille røde skilt, som siger 9 km, 800 m stigning, 8,9% gennemsnit og 15% max. 

Vejret er stadig vådt og tungt. Skyerne hænger helt ned over vore hoveder, og luftfugtigheden er 100 % uden dog at det regner. Undervejs op skifter vejret til det mere tørre, og på toppen er vejen igen næsten tør.

Selv om vejen var ved at tørre, var vi alle godt våde og enedes om at stryge vor oprindelige plan, om at stoppe under nedkørslen for at få frokost, og i stedet for køre hjem så hurtigt som muligt for at blive tørre og få varmen. 

Heldigvis var den 20 km lange nedkørsel næsten tør, så det blev en rigtig god tur tilbage til ”Saint Amrogio”. Da vi nåede ned på det lidt mere flade, var der dog endnu store vandpytter, der hvor vandet ikke kunne løbe bort.  Fra ”Saint Amrogio” kørte vi nøjagtig samme vej hjem som ud.

85 km og 1250 højdemeter, og hjemme i god tid, så vi kunne nå resten af dagens program..…

Kl.16,30 kørte der 3 biler af sted mod vingården ”Monte Zovo”. Igen i år var turen en pæn succes. Som sidste år blev vi godt modtaget, fik rundvisning og endte op med at smage på varen, som blev serveret med lidt brød og pølse. Og igen i år havde det jo en forunderlig indflydelse på humør og støjniveau.

Vinen fra ”Monte Zovo” er i særklasse, og der blev igen i båret pænt ud i bilerne.

Umiddelbart før aftensmaden ankom Bjarne og Lene, så vi var nu fuldtallige.

 Torsdag d. 2. juni.     ”Valpolicella – Verona”

Jeg tror alle havde krydset fingre for godt vejr. Alle kunne huske sidste års tur i øse regnvejr, hvor vi vendte om i udkanten af Verona og søgte direkte hjem. Og selv om himlen her fra morgenstunden lignede noget, der kunne blive til hvad som helst, var vi betydeligt mere heldige i år.

Valpolicella-området er fantastisk smukt. Ingen høje bjerge, men masser af skråninger, hvor vi kører blandt vinmarker og små landsbyer.

5 små stigninger var målet for dagen. Den højeste små 500 m, og så skulle vi gerne slutte af med ”TorriCelle” inde i ”Verona”. ”TorriCelle” er i sig selv ikke noget særligt, men blev brugt under VM i h.h.v. 1999 og 2004, i øvrigt med Oscar Freire som vinder begge gange. Højdeforskellen er 207m over 4,5Km, men skal man op over den 10 gange, som de skulle til VM-løbet,  skal den nok sætte sine spor.

Vi kørte ind i ”Verona” fra nord, og direkte til TorriCelle. De fleste gav den nok lidt ekstra gas heropad, for ligesom at få fornemmelsen af ,hvad det vil sige at køre den i en konkurrencesituation, - og så kan den virke rigelig hård.

Vi skulle så køre modsat ned, men kom desværre lidt ud af kurs, det gav os så blot en endnu bedre vej ind gennem bymuren og gennem de små brostensbelagte gader til ”Piazza Bra” – ”Veronas” centrum, hvor også operaen og andre historiske bygninger ligger. Vi var nu kommet for at spise, og søgte direkte ind på en lille café, og påfyldte sandwich og cola, så der var energi til hjemturen.

Vi havde indtil nu kørt 72 km, men den direkte vej hjem var kun 35 km. Vi fulgte floden Adige, som vi også krydsede flere gange, skiftevis på vej og cykelsti. Men én time og 20 min. senere var vi hjemme. Vi havde været af sted i 6½ time, cyklet næsten 110 km og ca. 1600 højdemeter. 

Og så var der igen møde på "Café Bagtrappen", hvor man måtte finde sig i øl, chips og flade vittigheder

Fredag d. 3 juni.  ”Monte Baldo”

Kongeetapen kunne man godt kalde den. Ikke fordi det er den længste, men fordi det er den mest spektakulære, den hvor vi kommer højest op, har den længste stigning og måske derfor også den hårdeste.

Vejret var efter et par dage med høj luftfugtighed på vej mod det "mere tørre". Selv om der var overskyet, lå skyerne højere, og lignede noget der nok skulle holde tørt.  Men det første denne dag, var fotografering af hele holdet. Der var dikteret klubtøj, til den traditionelle opstilling.

Og kort efter 09,00 gik det mod syd mod ”Bardolino”, hvor den lille opkørsel (med serpentinerne) til ”Albaré”  blev forceret. Derefter de 40 km til ”Avio”, kun afbrudt af en lille t….pause på en lille plet, hvor vi kunne se op det fantastiske kloster ”Madonna di Corona” som er bygget midt på en klippeside.

Videre til ”Avio”, hvor vi rullede ind i byen til det lille torv hvorfra opkørslen starter. !  22km som stiger næsten 1500 m. Efter de første 16 km når vi ”Passo Valentino”, og har samtidigt overstået de stejleste stykker, som fik  Garmin til at vise 15 – 16%.  Over de sidste 6 km er stigningen mere moderat, med kun ganske få passager der strammer lidt til. 

Den sidste km kører vi ud over trægrænsen, rundt om klippen, og der ligger så ”Rifugio Granziani” 1617moh.  Igen i år havde Hanne lovet at agere servicebil, og der er ikke noget så godt som at få det våde cykeltøj skiftet til et komplet sæt tørt, inden nedkørslen.

Oppe var temperaturen ca. 10 grader mindre end nede, så der var ingen grund til at blive på toppen. Vi havde i forvejen aftalt at køre de små 3 km nedad og mødes på ”Bocca Navene” som ud over en fantastisk udsigt, ligger mere i læ, og spise frokost der. Og efterhånden dukkede alle op her til en stor portion pasta og dermed energi til hjemturen.

Så skulle der gang i benene igen, hvilket godt kan være et problem, når maven er fyldt og det går opad de første 8 km. En gang til skulle vi op over 1600 m inden den lange fine nedkørsel startede. Martin havde fået et web-kamera til montering på styret, så vi om aftenen kunne genopleve den hurtige nedkørsel. Hastigheden havde vist kortvarigt passeret 90 km timen.  Vi havde aftalt at samle op ved en afkørselen før ”Ferrara”, og oplevede desværre flere mennesker samlet omkring en uheldig cyklist som lå ubevægelig i vejkanten. Meldingen var at cyklisten var død. Vi blandede os ikke, og fandt ikke rigtigt ud af hvorledes det var sket, men der var flere højrøstede stemmer mod en bilist. Vi kunne ikke bidrage med noget og kørte videre.

Faktisk går det nedad hele vejen hjem. I ”Caprino” havde vi igen en opsamling, og fulgtes hjemad herfra.

Turen havde været 100km og 2080 højdemeter, og vi havde været af sted i godt 6½ time.  - Og så var der igen "energi-drik" på bagtrappen. !!!!

Det var nu sidste aften alle var samlede, og vi skulle til fest-middag på ”La Cross”.  Joachim transporterede os næsten alle til restaurationen. Et par biler/chauffører havde dog besluttet at vende mod Danmark allerede i aften efter festen el. tidligt næste morgen - de kørte selv, men ville også gå glip af den sidste cykel-dag.

Igen var festmiddagen en succes. Mange forskellige egnsretter, serveret på små tallerkner – og bedst af alt – der var rigeligt. Selv Gnocchi’en så ud til at behage nogen. ?  Endvidere var der vin af det gode mærke ”ad libitum” – som også includerede Grappaén efter spisningen.

Jooohhhh – ugen havde været god !– der var masse at tale om - og humøret højt. !!

Lørdag d. 4 jun.    ”Lumini / San Zeno.”

Sidste dag. Vi var 20 tilbage heraf 13 med cykel. Vi havde fået cyklet alle de planlagte ture, så sulten for at komme  af sted var ikke så stor mere. Men selvfølgelig skulle vi køre en lille tur.

Med start kl. 10,00 mente alle de kunne klare ca. 50 km, så hvorfor ikke vise dem "golfbakken", som er en fin lille stigning ud af området. Efter kun én km stiger det 225m op til ”Marciaga”. Herfra videre til ”Caprino” hvor vi fandt ind på stigningen til ”Lumini”. En fin jævn stigning. Ca. 7 km der stiger godt 400 m.

Nedkørslen herfra til ”San Zeno”, starter lige med at vi skal yderligere 30 m op, men ellers går det stejlt 2-3 km ned mod byen, hvor vi havde planlagt kaffe på ”panorama-caféen”.  (En strudel var ikke planlagt, men den gled også ned!!)

Herfra var det så bare hjemad. Vi valgte den stejle og flotte nedkørsel til Brenzone, den med de 24% vi havde kørt opad tidligere på ugen, og havde så 14 km hjem, da vi nåede ned til søen.

Små 3 timer var vi af sted og havde så rigeligt med tid til at pakke cykel og kuffert, spise frokost og Lotte og jeg skulle en tur i byen for de sidste indkøb.

Og så nåede vi også et af de mere voldsomme vejrskift, der findes på disse egne.  Undervejs fra byen hjem på hotellet – en spadseretur på 15 – 20 min, blev vi overrasket af et skybrud, som det var ganske umuligt at komme i læ for. Der var så meget vand og så meget vind at vi besluttede blot at gå videre, og blev selvfølgelig fuldstændigt gennemblødte.  I vand til knæ'ene på strandvejen og I stærk modstrøm på den lille stigning op hotellet.

 Søndag d. 5 juni. Så er det bare hjemad

Se også beretningen fra sidste års tur                                                                                                                                                                    

Vil du se alle 364 billeder fra turen Klik her